Udskiftning i bestyrelsen
Kære alle
Ved foreningens generalforsamling den 25. februar 2024 meddelte Claus Møller, at han træder tilbage som formand for Bagsværd Boldklub. Jeg er glad for at kunne fortælle, at jeg har påtaget mig opgaven som formand for bestyrelsen. Mit navn er Anders Poulsen, og jeg vil gerne dele lidt om mig selv og mine visioner for fremtiden i Bagsværd Boldklub.
Jeg har i de sidste år været en del af ungdomstræner-korpset i Bagsværd Boldklub og været med på U12-drenge holdet, hvor min søn Lucas spiller. Derudover har jeg en lang historik med dansk fodbold. Her har jeg haft den ære at være superligadommer med næsten 200 kampe på landets øverste niveau.
Uden for fodboldbanen arbejder jeg som Finance Manager i et shippingfirma, og jeg håber at bringe min erfaring og ekspertise inden for administration og økonomi til gavn for klubben.
Jeg håber at jeg sammen med den øvrige bestyrelse kan bygge videre på det fantastiske arbejde, der allerede er gjort, og fokusere på fortsat udvikling af vores ungdomsarbejde. Samtidig er det vigtigt for mig at adressere nogle nøgleområder som udbedring af vores kunstgræsbane, videreudvikling af vores spirende børne-ungdomsafdeling og en sund økonomi.
Jeg er også glad for at præsentere to nye medlemmer af bestyrelsen. Casper Broustbo og Philip Helm. Begge er passionerede ungdomstrænere i klubben. Casper for U14-drengene og Philip for U5-drengene. Deres friske energi og innovative idéer vil med garanti være med til at forbedre oplevelsen for alle vores medlemmer og trænere.
Sammen med rutinerede kræfter i bestyrelsen (Mads Birn, Henrik Lohmann, Patrick Markussen og Morten Bøgelund) ser vi frem til at gøre Bagsværd Boldklub til et endnu bedre sted for alle. Jeg sætter stor pris på jeres støtte og ser frem til at arbejde sammen med jer alle.
Sportslige hilsner,
Anders Poulsen
Bestyrelsesformand Bagsværd Boldklub